Vejlby pumpelag
Uden pumperne ville store områder i Vejlby være oversvømmet
Det er faktisk helt simpelt.
Store dele af det område som Vejlby Pumpelag dækker, nemlig grundejerforeningernes områder i Vejlby Strand, Vejlby Klit og Vejlby Klitplantage, ville blive oversvømmet, hvis vi ikke gjorde noget.
Pumperne arbejder mest i det skjulte.
Men de gør en kæmpe forskel - hver eneste dag, sådan at vi har et tørt og rekreativt område at kunne færdes i.
Pumpelaget står for drift og vedligehold af hele pumpe- og drænsystemet i området.
Og vi har ét klart mål: At være et skridt foran vandet.
11 pumpestationer - og sådan cirka 15 km dræn
Det kræver et velfungerende system at holde området tørt, da kotehøjden, på de fleste grunde ligger tæt på nul - altså i samme højde som havoverfladen.
Området er særligt presset, når der er kraftig vind fra vest og nordvest - og hvis kommer meget nedbør.
Disse vejrudfordringer giver høj vandstand i Ferring Sø og ud gennem Limfjorden - og dermed højt grundvand i hele det område, som pumpelaget dækker.
Og det ville være en udfordring, det ville give oversvømmelser i store dele af området og på vejene - hvis det ikke var for både pumper og drænsystem.
Så måske er pumperne ikke det, du tænker mest over, når du færdes i området - men hvis de ikke var der, så ville du helt sikkert lægge mærke til det.
Siden 2011 har Vejlby Pumpelag sikret, at sommerhusområdet omkring Ferring Sø er drænet og tørt – til glæde for områdets grundejere og gæster
Da det i 2010 var tid til at etablere et nyt pumpe- og drænsystem, og kommunen ville overdrage både ansvar og drift til områdets grundejere, blev Vejlby Pumpelag oprettet.
Siden da har pumpelaget haft ansvaret for drift og vedligeholdelse af pumpe- og drænsystemet, som sikrer at området fortsat holdes tørt.
Pumpelaget samarbejder med myndighederne i spørgsmål om dræn og kloakering - og fungerer som sparringspartner, når der skal træffes beslutninger i området.
Bestyrelsen består af grundejere fra de 3 grundejerforeninger - Vejlby Strand, Vejlby Klit og Vejlby Klitplantage - og alle grundejere i disse områder er en del af pumpelaget.
Som grundejer betaler du til pumpelagets drift og vedligeholdelse, på samme måde som ejendomsskat, renovation og rottebekæmpelse – fordi det er en opgave, der er vigtig for os alle sammen.